Glæden ved at undervise udviklingshæmmede

Nathasja Folkedans Leave a Comment

Gennem de sidste 4 år har jeg undervist udviklingshæmmede i folkedans både på ugentlig basis og på en sommerhøjskole, og hver eneste gang er jeg gået hjem fra undervisningen med et større smil end da jeg kom.

Jeg startede tilbage i 2014 med at undervise et aftenskolehold for udviklingshæmmede i Fredericia, mens jeg stadig gik på MGK i Kolding. Jeg havde ikke tidligere beskæftiget mig med denne målgruppe, men fandt det både interessant og udfordrende at få lov at undervise dem. Jeg samlede en række simple folkedanse, sendte noderne til den tilknyttede musiker og så var vi i gang.

Eleverne på holdet tog godt i mod mig og dansede glædeligt med, selvom dansene af og til gik i kludder. Særligt når jeg lidt for hurtigt var optimistisk og kastede mig ud i nogle sværere danse end holdet kunne kapere. Så grinte vi af det, og blev enige om at prøve igen mandagen efter. Som ugerne og månederne gik lærte jeg deltagernes kunden at kende, og kunne mærke allerede før vi var gået i gang, om holdet kunne kapere nye danse den enkelte aften, eller om vi blot skulle gentage de allerede kendte danse.

Trykke rammer
Jeg lærte hurtigt at trykke rammer betød ekstremt meget for energien og roen på holdet. Vi startede derfor altid med den samme dans og sluttede med en farvelsang. I løbet af undervisningen forsøgte jeg så vidt muligt at veksle mellem noget de kendte, noget de fornyeligt havde lært og helt nye danse. Samtidig vekslede jeg mellem danse med sange til, danse i par, danse på række og danse i kreds. Undervisningen blev derfor afvekslende, selvom mange af dansene var bygget op om de samme elementer, blot i forskellig rækkefølge.

Undervisningen var af en times varighed, med en indlagt pause hvor deltagerne begejstrede fortalte hvad de havde lavet forud for dagens danseundervisning, hvad de havde fået at spise til aftensmad og hvem der havde fødselsdag i nærmeste fremtid, ja, snakken gik og der var ikke det emne der var for dårligt til at kunne deles med de andre. Jeg mærkede en helt særlig taknemmelighed over for livet og hverdagen, som fik mig til at være opmærksom på nogle hændelser i hverdagen jeg ellers ikke skænkede en tanke eller blot tog for givet.

Sommerhøjskole
Efter halvandet år, hvor jeg havde undervist holdet i Fredericia opfordrede holdets musiker til, at jeg søgte arbejde på en sommerhøjskole for udviklingshæmmede. Her mødte jeg et stærkt lærer- og hjælper-team som i fællesskab gav deltagerne en uforglemmelig oplevelse sommer efter sommer. En-to ugers aktiv ferieophold, med et bredte spektrum af undervisningstilbud med alt lige fra aqua, træwærksted, yoga, kvindeliv, køkkenværksted, naturorientering, rockorkester og folkedans. I løbet af opholdet på højskolen blev der også arrangeret bålaften, bytur, debatoplæg og udflugt, for ikke at glemme festaftenen. En ganske særlig aften, som er svær at beskrive for udefrakommende.

For mange af deltagerne var og er sommerhøjskolen årets højdepunkt, med venskaber de kun møder den ene gang om året, og oplevelser de ikke får hjemme i bofællesskaberne. På sammen måde har jeg det. Deltagerne giver mig nogle oplevelser og livssyn jeg ikke møder i hverdagen, samt er med til at sætte perspektiv på tilværelsen. Samtidig er det en stor fornøjelse at sætte nogle danse i gang, som tydeligt påvirker til et fællesskab og en fælles glæde, både for de deltagende og dem der af fysiske årsager må nøjes med at se på.

Taknemmelighed
Da jeg i 2016 flyttede til Esbjerg grundet optagelsen på Musikkonservatoriets folkemusiklinje, fortsatte jeg et år mere med at undervise i Fredericia hver mandag aften. Jeg kunne ikke slippe holdet selvom rejsetiden blev mere end fordoblet. Dog måtte jeg ved sommeren 2017 indse at de nye køreplaner for togene mellem Esbjerg og Fredericia gjorde rejsen mere omstændig end jeg kunne få til at fungere sammen med studiet. Men jobbet på sommerhøjskolen kan jeg ikke slippe lige foreløbig. For selvom det er hårdt arbejde at undervise og omgås udviklingshæmmede er det også ekstremt lærerigt. Her tænker jeg både på de faglige kompetencer samt de livsmæssige erfaringer. Hvis der er noget de udvekslingshæmmede har lært mig, så er det taknemmelighed. De har lært mig at se tilbage på dagen og smile over det som er hændt. De har lært mig, at selv den mindste gerning, er stor og spreder glæde.

Det er selvfølgelig langt fra dem alle der sprudler af livsglæde og taknemmelighed. Men jeg har lært at under overfladen gemmer alle mennesker på et smil, det handler bare om at finde ind til det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *